FARVEL SHEILA

Den store hvide krave. Det var hvert fald et must. Du var en af de sidste tilbage. Den eneste med en stor hvid krave. Det var skæbnen. Som du lå der, som et lille marsvin, kun få dage gammel, vidste jeg, at du skulle være min. At jeg blev nødt til at være din.

Jeg mærkede dig endnu før jeg kunne se og høre dig. Du duftede af frihed og lykke. Om end jeg slet ikke vidste, at de dufte fandtes, eller endog hvordan de duftede. Du tog mig med og jeg var din. Ligesom du var min.

Du kastede en skygge stik modsat alle andre. Din var fuld af ubetinget kærlighed, tillid og godmodighed. Din skygge var min skygge. For hvor end jeg færdes, var også du. Og starten på mine skridt afsluttede du med et spring. Som oftest i min favn og ganske overraskende sprang du ind i mit hjerte. 

Du viste mig så meget mere, end jeg nogensinde turde drømme om fandtes. Du gav mig verden og jeg gav dig mig selv. Når jeg kiggede op imod solen, så jeg dine øjne stråle tilbage. Når jeg tog et skridt var du altid ved min side.

Jeg tog dig med i min verden. Indtil den dag du blev det. Min verden. Det stoppede du aldrig med at være. Hvad end jeg lavede havde jeg dig med i mit hjerte. Hvis ikke ved min faktiske side. Alle mine rejser var med og ofte på grund af dig. Tak for det. Alle de oplevelser du gav mig.

Du tog mig med overalt. Jeg mødte så mange andre lig mig selv. Jeg kunne se på dem, at de følte præcis som jeg når de kiggede op imod solen. Jeg var aldrig sur på dig. Hvorfor skulle jeg være det? Du var min verden. Indtil det sidste.

Du var der når jeg strålede. Du var der når jeg snøftede. Jeg kunne mærke den blide vægt fra dig på mine ben. Den dybbrune uendelighed fortalte mig, at jeg var elsket og de små dråber af omsorg brændte igennem mine bukseben og overbeviste mig om, at alting nok skulle blive okay igen. Du var her jo.

Du lukkede mig ind. Det vidste jeg godt. Helt derind, hvor det kun var dig og mig. Jeg var så glad. Det må du vide. Jeg vidste at det hverken var dig, der valgte mig eller omvendt. Det var bare meningen. Det kunne jeg mærke når jeg lagde mig ind til dig, og du tog imod mig.

Jeg holdte om dig så tit jeg kunne. Din pels kildede på mine kinder, i min næse. Føltes som silke på mine læber. På din pande plantede jeg min kærlighed hele tiden. Jeg tror du synes jeg var lidt irriterende nogle gange. Men ofte fik jeg det hele tidobbelt tilbage.

Jeg bedte aldrig om noget. Det var ikke nødvendigt. Du gav mig alt jeg havde brug for.

Jeg bedte dig om alting. Selvom du ikke altid forstod hvorfor eller hvad du skulle give, så gav du mig alting. Du må vide, at jeg gav dig alting tilbage. Så godt jeg kunne. Jeg tror, at du var bedst. Til at give. Især uden at bede om noget igen.

Vi startede rejsen sammen. Igennem verden. Nu er den slut. Vores rejse. Og jeg nød hvert sekund. Jeg har jagtet hver kat mine øjne kunne se. Jeg har sagt alt det, jeg har at skulle sige. Jeg har sprunget alt det, jeg kunne. Jeg har puttet med dig hvert minut vi kunne.

Jeg har trådt hvert skridt mine poter kan træde. Dette er mine sidste skridt. På vej ud af dine arme. Men aldrig på vej ud af dit hjerte. Du blev min verden. Efter du gav mig den.

Vi skal sige farvel nu. Jeg ved det godt. Du behøver ikke sige noget. Jeg håber du ved, hvor meget jeg elsker dig. Du er min verden. For nu og for altid.  

Det måtte blive et farvel til Sheila. Hun har i løbet af de sidste 10 måneder undergået to operationer for at få fjernet en kræftknude i ansigtet. Hun har de sidste mange år haft en defekt bugspytkirtel, med den konsekvens, at hun ikke kunne få hvilken som helst slags mad. Vi håbede med den sidste operation for to måneder siden, at hun ville kæmpe igennem og vi kunne få fornøjelsen af hendes blide og kærlige sind, sjove og glædesfyldte humør nogle år endnu. Men hendes 12 år gamle krop kunne ikke mere. Sheila kunne ikke mere. Hendes krop sagde nej til mere behandling, og i de sidste dage gik det så forfærdelig hurtigt ned ad bakke. Vi stod og så magtesløse til imens vores skønne Sheila sagde farvel til os og svandt mere og mere ind. Valget var taget for os, og søndag aften valgte vi selv at sige farvel til Sheila. Hun fik lov til at slutte hendes dage i hendes elskede have, hvor hun kunne forsvinde i hendes egen fantastiske verden og være væk i flere timer. Alle de huller i haven hun gravede efter kødben eller skatte - nu ligger hun til evighed i hendes have. 

Jeg er på én gang taknemmelig og fyldt med gråd. Fyldt op af salte dråber over et farvel, jeg i de sidste 12 år har benægtet nogensinde skulle siges. Over at jeg aldrig mere skal kysse hendes pande og kigge i hendes mandelformede brune øjne. Over at det dumme kræ er væk. Og taknemmelig for at jeg fik lov til at opleve et så fantastisk væsen som Sheila var. Hun lærte mig mangt og meget, og jeg ville slet ikke være den person jeg er i dag, hvis ikke det var for hendes måde at lære mig tingene på. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har fået lov til at opleve ubetinget kærlighed fra et væsen, der altid tog min side, og som altid var ved min side. 

Uden Sheila ingen Kennel Shenaja. Vores kennel vil altid være i Sheilas ånd - navnet Shenaja er ikke kun stærkt inspireret af Sheila, men også en blanding og mit og hendes navn. 

Hun var den dejligste blomsterbi i verden. Tyren Ferdinan. Sheila-madila. 

Jeg har ikke flere ord at skrive for ingen ord kan beskrive den følelse jeg sidder med i kroppen lige nu, eller den følelse jeg har haft til Sheila de sidste 12 år. Tak Sheila for alting du har givet mig. Jeg håber, at jeg gav dig alt du nogensinde drømte om. 

Til Sheilas ære. 

Besøg på Dania Cup 2014 Søndag

Jeg er hjemme i Sorø nogle dage, da Ayoe gerne snart skulle nedkomme med nogle hvalpe. (Kom nuuu!) Mine forældre og jeg blev selvfølgelig nødt til at køre et smut forbi det årlige ugentlige agilitystævne, der i år bliver afholdt i Næstved - kun ca. 25 min væk. Jeg tilmeldte ikke selv i år, (hvem ved, om jeg overhovedet var kommet med), og dette har flere faktorer været medvirkende til. Jeg har for tiden kun Temptation og Xenia at løbe med. Selvom Tempt har været til stævner, synes jeg endnu ikke hun er helt sikker på alle forhindringerne, bl.a. posen, så hende vil jeg ikke løbe konkurrencer med lige nu. Xenia løber kun seniorklasse, og jeg vil ikke kun afsted en hel uge for at løbe kun seniorløb. Derudover afsluttede jeg kun for lidt over en uge siden den sidste af otte eksaminer i denne omgang. Der har derfor, desværre, været rigtig meget at se til, og ledige stunder er noget jeg har planlagt mig til. Men i dag blev det til et besøg på stævnepladsen, og hvor var det hyggeligt! Vi hilste på mange søde mennesker, masser søde hunde og vi fik selvfølgelig set mange af "vores" hunde, både ude og indenfor agilitybanerne. Jeg brugte lidt tid på at knipse nogle billeder, og det blev til følgende. Der er både billeder af egne hunde, andres og søde mennesker der løber agility. 

Mercedes i solen

Vegas og Mercedes spiller op til leg

"Kom nuuu"

"okaaayyy"

De vil meget gerne lege de to fjolletosser

Mercedes tager sig et lille hvil - på tasken!

Inden der igen er fart over hende. 

Smukke Speedy.

Speedy

Emilie og Bolt har fart på. 

Ned over A'et!

Op over springet. 

Mens der larmes. 

Jette og hurtige Maggie! 

Maggie i fuldt firspring. 

Et hurtigt billede af Qato ( og Lenes hånd). 

Movie og Split. 

Smukke Movie. 

Movie og Split bliver trænet. 

Jette og Sigurd. 

Sigurd i spring. 

Det var en super hyggelig dag, og det var skønt at se alle de mennesker, som jeg gerne vil tilbringe meget mere tid med. Jeg håber, at næste år bliver mere aktivt på agilityfronten! 

Jeg vil gerne bede om et stk. genetisk fabrikeret hund – tak!

Sådan lyder det nogle gange når (potentielle) hvalpekøbere henvender sig. De vil helst gerne have en hund der lever op til deres forventninger. Men hvordan finder man den perfekte balance mellem de krav man har til hvalpekøbere, og de krav hvalpekøberne har til os som opdrættere og deres kommende hunde?!

Som opdrætter skal man tænke på den race, man avler i. Man skal være ansvarsfuld overfor de hunde, man selv har i sit hjem, og man skal tænke over de kombinationer, man avler imellem, så man tager mest mulig hensyn til racestandarden. Men det er ikke alt man, som opdrætter, KAN styre. Nogle ting er ganske simpelthen ikke til hverken at forudsige eller planlægge. Her tænker jeg specielt på pludselig opstået sygdom, ulykker, farvekombinationer etc. Det er ikke alt man kan programmere og facilitere, når man har med hunde at gøre. De er uforudsigelige – og den genetiske masse retter ikke bare ind til højre, fordi vi ønsker det. En problemstilling rejser sig her for mig. Vi har nemlig som opdrættere, ved flere lejligheder, oplevet at hvalpekøbere har specielle ønsker til fremtidige hunde. Nuvel – vi forsøger så vidt som muligt at præge og socialisere vores hvalpe, så de er bedst muligt rustet til deres kommende hjem og liv. Vi forsøger, så vidt som det kan lade sig gøre, at matche hver enkel hvalp med de rette nye ”forældre”. På den vis har man også et ansvar som opdrætter. Det nytter ikke noget at sende en meget aktiv hvalp ud i et hjem, der måske leder efter en ”hyggehund”. Samtidig skal de nye forældre også selv føle et bånd til den pågældende hvalp.

Vi har også et vist ansvar og tænker over hvilke hunde der parres med hinanden. Vi forsøger altid så vidt som muligt at ramme racestandarden og målet med vores opdræt er hvert fald, at hver ny generation gerne skulle blive bedre end den foregående. Men uanset hvor mange tanker man gør sig, hvor meget man forsker i linjerne og generne bag de forskellige hunde, kan man ikke altid gardere sig imod alting. Når man avler et nyt kuld, foregår det altså ikke ved at man udvælger de æg og sædceller, som i kombination, vil frembringe tre tric tæver og to blue merle hanner, gerne to tæver med et roligt temperament, den sidste må gerne være god til lydighed, en af hannerne skal gerne kunne bruges til videre avl og udstilling, og den anden han skal kunne løbe agility på toppplan. Ak ja – hvis bare man kunne taste sine præferencer ind, så havde livet som opdrætter været en del nemmere. Men det kan man ikke. Uanset hvor meget man forsøger, så kan man ikke forudsige hvor stor, hvilken farve, hvilket temperament hver enkelt hund er og får. Du kan ikke sige til en opdrætter at du gerne vil have en blue merle hanhund, uden alt for meget pels, der bliver god til at løbe agility og som forresten gerne skulle blive 34,8 cm – så kan den lige løbe i lille klasse! Men du kan ønske dig det. Du skal bare ikke blive forundret hvis det viser sig, at hunden ender med at blive zobel, ligne en pelsbombe og være 39 cm. Mine erfaringer har nemlig vist, at du kommer til at knuselske den hund uanset hvad – og ofte er det hunden der vælger sine nye forældre, og ikke omvendt. Men hvor går grænsen imellem hvad vi som opdrættere kan kræve af potentielle hvalpekøbere, og hvad de pågældende hvalpekøbere kan kræve af os?

Seks uger gamle

det blev hvalpene i fredags. Seks uger. Tiden er bare gået SÅ hurtigt. Det er slet ikke til at forstå at de allerede om to uger skal rejse hjemmefra. Da jeg har mit domicil i Odense nu, pendler jeg ofte frem og tilbage fra Odense til Sorø, for at kunne følge med i de små gøren og laden. En eftermiddag her, en weekend der. Dette resultere ofte i overraskelsesvist, hvor jeg lige pludselig står i døren derhjemme. Til stor glæde (håber jeg sgu), for mine forældre. Det plejer som oftest at være sådan at jeg aftaler med min far, at han skal "vaske bilen", eller ud og "tjekke en alarm der er gået", og en halv time senere vælter min mor stolen i køkkenet for at komme hen og kramme mig velkommen hjem. Det er altid dejligt at komme "hjem" til ens "rigtige" hus, og selvom jeg efterånden har boet ude i et par år, så er der intet som køkkenet på Stokholtsvej og mine forældres kaffemaskine. Og selvfølgelig dem.

Jeg så sidst hvalpene for en uge siden, og ser dem heldigvis igen snart. Det er aldrig til at vide hvornår jeg kommer dumpende forbi. 

I fredags blev de dog hele seks uger, og her er billeder af dem alle udenfor

Den første tæve

Den første han

Den anden tæve

Den anden han

Den trejde tæve

Den trejde han

De har allerede været ude hele denne uge, og de æææælsker at komme udenfor. Vejret denne uge har lige været til de små. Nu håber vi bare at de næste to uger går rigtig langsomt, så man har lidt tid endnu til at nyde dem i. Selvom alle vores dejlige hvalpekøbere nok gerne vil have at de to uger er gået i morgen.

Langesø påskesøndag

I går fik jeg fri fra arbejde kl. 16, (jeg arbejder i et byggevaremarked, hvor lukkedage er en by i Rusland), og vejret var fantastisk!!! Efter en hel dag indelukket, blev jeg nødt til at komme ud en tur, og det krævede ikke megen overtalelse af Casper før vi havde pakket hundene og kørt en tur til noget der hedder Langesø, lidt udenfor Odense. 

Her var der ikke særlig mange ude at gå tur, så basserne kunne løbe frit ret meget af turen rundt. Det var dejligt at gå tur i solen, og faktisk ikke fryse mens man var udenfor!

Vores dejlige tur ud i den friske luft kom der lidt billeder ud af.

Xenia nægter konsekvent at se på mig

Temptaion der åbenbart rakte tunge

Tempt er en smilende hund

Kan man springe over den?

JA - det kan man da!

Og stå på bjælken også

Xenia i solen

En soloplyst skov, der dog stadig var dækket af sne nogle steder

Solen kom dog igennem træernes tætte kroner

Den smukke sø, stadig med is på

Man skulle jo tro at det var slædehunde

Vi skal lige have Xenia med, der løber et sted blandt træerne

Det er dejligt komme ud i skoven - her fik vi øje på et skjul i træerne