Jeg vil gerne bede om et stk. genetisk fabrikeret hund – tak!

Sådan lyder det nogle gange når (potentielle) hvalpekøbere henvender sig. De vil helst gerne have en hund der lever op til deres forventninger. Men hvordan finder man den perfekte balance mellem de krav man har til hvalpekøbere, og de krav hvalpekøberne har til os som opdrættere og deres kommende hunde?!

Som opdrætter skal man tænke på den race, man avler i. Man skal være ansvarsfuld overfor de hunde, man selv har i sit hjem, og man skal tænke over de kombinationer, man avler imellem, så man tager mest mulig hensyn til racestandarden. Men det er ikke alt man, som opdrætter, KAN styre. Nogle ting er ganske simpelthen ikke til hverken at forudsige eller planlægge. Her tænker jeg specielt på pludselig opstået sygdom, ulykker, farvekombinationer etc. Det er ikke alt man kan programmere og facilitere, når man har med hunde at gøre. De er uforudsigelige – og den genetiske masse retter ikke bare ind til højre, fordi vi ønsker det. En problemstilling rejser sig her for mig. Vi har nemlig som opdrættere, ved flere lejligheder, oplevet at hvalpekøbere har specielle ønsker til fremtidige hunde. Nuvel – vi forsøger så vidt som muligt at præge og socialisere vores hvalpe, så de er bedst muligt rustet til deres kommende hjem og liv. Vi forsøger, så vidt som det kan lade sig gøre, at matche hver enkel hvalp med de rette nye ”forældre”. På den vis har man også et ansvar som opdrætter. Det nytter ikke noget at sende en meget aktiv hvalp ud i et hjem, der måske leder efter en ”hyggehund”. Samtidig skal de nye forældre også selv føle et bånd til den pågældende hvalp.

Vi har også et vist ansvar og tænker over hvilke hunde der parres med hinanden. Vi forsøger altid så vidt som muligt at ramme racestandarden og målet med vores opdræt er hvert fald, at hver ny generation gerne skulle blive bedre end den foregående. Men uanset hvor mange tanker man gør sig, hvor meget man forsker i linjerne og generne bag de forskellige hunde, kan man ikke altid gardere sig imod alting. Når man avler et nyt kuld, foregår det altså ikke ved at man udvælger de æg og sædceller, som i kombination, vil frembringe tre tric tæver og to blue merle hanner, gerne to tæver med et roligt temperament, den sidste må gerne være god til lydighed, en af hannerne skal gerne kunne bruges til videre avl og udstilling, og den anden han skal kunne løbe agility på toppplan. Ak ja – hvis bare man kunne taste sine præferencer ind, så havde livet som opdrætter været en del nemmere. Men det kan man ikke. Uanset hvor meget man forsøger, så kan man ikke forudsige hvor stor, hvilken farve, hvilket temperament hver enkelt hund er og får. Du kan ikke sige til en opdrætter at du gerne vil have en blue merle hanhund, uden alt for meget pels, der bliver god til at løbe agility og som forresten gerne skulle blive 34,8 cm – så kan den lige løbe i lille klasse! Men du kan ønske dig det. Du skal bare ikke blive forundret hvis det viser sig, at hunden ender med at blive zobel, ligne en pelsbombe og være 39 cm. Mine erfaringer har nemlig vist, at du kommer til at knuselske den hund uanset hvad – og ofte er det hunden der vælger sine nye forældre, og ikke omvendt. Men hvor går grænsen imellem hvad vi som opdrættere kan kræve af potentielle hvalpekøbere, og hvad de pågældende hvalpekøbere kan kræve af os?