Fionia Cup 2013

Som så mange andre agility nørder entusiaster, var jeg også afsted til Finoiacup i år. Da jeg kun bor ca. 20 min væk fra Ringe besluttede jeg i år at køre frem og tilbage til stævnet. En beslutning som jeg var glad nok for, men som jeg bestemt har taget til genovervejelse en anden god gang. Man manglede ligesom det sidste af stemningen når men futtede hjem efter præmieoverrækkelsen hver dag. En god ting var dog at komme hjem til aftensmad hver dag og et bad og sin egen seng. Desuden havde jeg, da jeg havde meldt mig til, syntes at det ville være rigeligt med løb kun søndag, mandag og tirsdag. Men ihh det var jo slet ikke nok, og selvom jeg var træt efter de tre første dage med løb, så kunne jeg sagtens have taget de sidste to dage med. Jeg nød dog resten af ugen hjemme hos mine forældre, så helt ringe var omstændighederne nu ikke. 

Dagen inden selve stævnet startede kunne man køre ned og sætte sit telt op. Det gjorde Casper og jeg så lørdag over middag, og hvilket held at vi kom bare lidt før man måtte sætte teltene op, hvor næsten alle pladser omkring alle tre baner var væk. Jeg fik dog en rigtig fin plads og vi fik slået teltet op i bragende solskin.

Søndag kom mine forældre på besøg, og det var rigtig dejligt! Den dummer bro afgift fra den ene lille ø til den anden lidt større ø, betyder altså desværre en del når man er på SU, så det er altid dejligt når mine forældre kommer på besøg. Denne gang for at aflevere Xenia som jeg også skulle løbe med, og selvfølgelig for at hygge under rigtig dejlige omstændigheder. 

Det var meningen at Casper skulle komme tirsdag og se mig løbe, men lige pludselig stod han foran teltet søndag middag! Han havde cyklet fra Odense og kom på overraskelsesvisit. Rigtig sødt af ham!

Det betød dog også at mandag var jeg afsted "alene". Man er jo aldrig rigtig alene når man er til agilitystævne. Men jeg havde hvert fald ingen fotografer jeg kunne hundse med, men jeg fik selv taget mange fine billeder mellem mine løb. Tirsdag kom min gode veninde Ida på besøg. Ida er blevet hundeejermor til en af hvalpene fra Ayoes sidste kuld, så hun havde Nessie med som hendes lille pige kom til at hedde. Ayoe og Nessie har set hinanden utallige gange efter Nessie rejste hjemmefra, og de kan bestemt genkende hinanden. De leger sammen, men Ayoe kan stadig sætte Nessie på plads hvis hun bliver for kåd irriterende. 

Her er nogle stemningsbilleder fra dagene.

Der bliver trasket bane

Emilie og Bolt i et roligt øjeblik

Christina og Djemba på banen

Uendeligt mange telte

Præmieoverrækkelse med Xenia - hun blev nr. tre i en sp3 mandag. Slået af bl.a. sig eget barnebarn Primadonna der vinder klassen. 

Nessie, Mira og Vegas legede alle sammen

"Slå slip os dog"

Nessie, Mira og Vegas - alle tre fra Ayoes sidste kuld. Det er så dejligt at man stadig kan se dem indimellem

Søde Ida nåede lige at knipse lidt billeder af mig og Xenia

Mine tre dage afsted var rigtig hyggelige og hold da op, hvor var vi heldige med vejret! Selvom man ikke må brokke sig, nu når solen skinner, så var det faktisk lige lidt for varmt for hundebasserne. Xenia syntes hvert fald at det lige var lidt for strengt sådan at skulle lave noget i den varme. Hun er også ni år nu, og i år er sidste år hvor hun løber i de almindelige klasser. Næste år bliver hun rykket op i seniorklassen. Jeg kan godt mærke på hende at hun ikke er den unge dame mere, som hun var før i tiden. Men hun elsker stadig at løbe agility, så det skal vi bestemt fortsætte med indtil det ikke er sjovt mere. 

Jeg havde nogle rigtig fine løb, selvom ikke mange af dem var fejlfrie. 

Jeg løb med både Temptation, Xenia og Ayoe. De eneste der løb fejlfrit var  Xenia hvor hun blev nr. 3 i en sp3 klasse og Ayoe der blev nr. 8 i samme sp3 klasse (mellem). 

Men men men, selvom der ingen fejlfrie løb var, set med en dommers øjne, så synes jeg nu at alle mine løb var rigtig gode og alle indeholdte mange gode momenter. Det er nu også meget at kræve at men kan løbe 22 numre rigtigt. Altså.. Og endda i rækkefølge. Temptation var rigtig rigtig glad til stævnet og gennem hendes løb, og det er det vigtigste for mig. Hun skal have masser af gode oplevelser og det er mit indtryk at hun fik. Ayoe skulle (skal) lige igang igen efter hvalpene er rejst, så hende forventede jeg ikke verden af. Hun var dog glad og meget opstemt som hun altid er når vi løber agility. Jeg tror ganske enkelt ikke at der er noget i verden hun elsker mere end at løbe agility. Xenia den gamle kost kære hund, er altså efterhånden mærket af at hun har løbet meget agility gennem hendes liv, og ni år sætter sine spor på sådan en lille hundebasse. Hun elsker stadig når jeg presser hende, og hun knurrer af mig af bar begejstring på banen så hun skal fortsat have lov til at løbe, så længe hun synes det er sjovt. Som skrevet så bliver hun dog rykket op i senior klassen næste år, men synes at det er utrolig flot at hun stadig kan være med og blive nr. tre i en klasse hvor hun løber sammen med hendes virkelig dygtige børnebørn (og dygtige førerer!).

Selve stævnet forløb rigtig godt, og en kæmpe tak skal lyde til alle de mennesker der muliggør at andre mennesker, som jeg, kan få lov til at koncentrere sig om løbene og andre ting end praktiske. Jeg oplevede ingen problemer under mine tre dages stævnedeltagelse, og blev kun mødt af glade ansigter og hjælpende hænder når jeg stod med dilemmaer omkring startbøger etc. 

Derudover er det jo altid dejligt at gense søde mennesker som man deler den samme interesse med.