torsdag den 28. februar 2013

Apple Acres Promotional Offer - Promo

Promo

Vi har i lang tid haft antennerne ude efter en blå hanhund. Det skulle selvfølgelig være den rigtige, og det skulle gerne være en som bragte noget nyt til linjerne. Noget som vi som kennel også har med i vores overvejelser. Derudover så er vi ganske glade for de amerikanske linjer, som det så tydeligt også fremgår af vores opdræt. Vi har før haft rigtig gode oplevelser med at importere hunde fra udlandet, og har derfor også holdt øje med hunde fra USA. Det kan virke ganske afskrækkende at erhverve sig et nyt familiemedlem, uden at man nogensinde fysik har mødt hinanden, men efter mange overvejelser blev det endnu engang en hanhund fra USA. Processen har dog været lang og fyldt med både tvivl, utålmodighed og ganske små og få håb. Man tør ikke rigtig glæde sig, før man rent faktisk står med det lille vidunder i hånden! Derfor ventede vi med at sige noget til nogen om denne smukke lille dreng, vi nu har i familien indtil vi rent faktisk stod med ham i vores arme. Vi ville ikke bringe vores eget håb op, hvis vi risikerede en kæmpe skuffelse, hvis han alligevel ikke kunne sendes til Danmark, eller der opstod problemer undervejs. Han skulle nemlig flyve fra et sted i USA, til et andet, og derfra til London og så til Kastrup. Men det lykkedes og vi er nu rigtig glade for at kunne berette om det nyeste skud på stammen - Apple Acres Promotional Offer - i daglig tage kaldet Promo. 

Første billede af skønheden på dansk jord. 

Det er lidt stort det hele, og der findes tryghed hos manden der fik ham ud af buret. 

Han vil gerne være oppe, og meget gerne have kontakt. Dette er fem min efter han kom ud af buret, stadig i varehallen. 



Så er vi på vej hjem i bilen, og der puttes på bagsædet. 

Der savles lidt efter den lang flyvetur, og en biltur gør det ikke bedre.  Promo har et blåt og et brunt øje. 


Derhjemme blev legetøjet hurtigt inspiceret og godkendt! 

Promo fløj i to dage for at lande i Danmark fredag d. 8. februar, og var ved ganske godt mod da vi endelig kunne kramme ham. Vi kørte en lille tur til Niels' arbejde hvor han fik lov til at tusse rundt, og få lidt at drikke. Der blev han allerede krammet og nusset af flere mennesker, og det tog han i stiv arm. 
Da vi landede hjemme fik at lov til at inspicere hele huset, inden de andre, én efter én, blev lukket ind til ham. De skulle lige se den nye an, men hurtigt blev han en del af flokken, og nu kan man næsten ikke huske at han ikke altid har været en del af familien. 

At importere en hund fra USA er ingen smal sag, og der har været mange op- og nedture i forbindelse med at skulle få en hund ind i Danmark. Der er rigtig, rigtig mange ting der skal tages hensyn til, regler der skal følges, både mht. hundens sundhedscertifikater, vacciner, told og skat og DKK. Der er meget papirarbejde, og meget frem og tilbage. Vi var rigtig heldige at Locklyn Guzman, der har opdrættet Promo var meget imødekommende da vi henvendte os, og var mere end villig til at hjælpe med at overholde alle de restriktioner, der er forbundet med at importere en hund til Danmark fra USA. Vi holdte dog vejret næsten indtil det sekund hvor vi rent faktisk fysisk kunne se Promo i lufthavnen. Indtil da turde vi ganske enkelt ikke glæde os, hvis noget skulle gå galt undervejs. Heldigvis endte Promo i vores arme, og vi glæder os meget til at skulle udstille ham nu på lørdag i Nørre Aaby på Fyn. 
Tag godt imod det nye medlem af vores familie - vi er hvert fald allerede ovenud lykkelig for ham. 

1 kommentar:

Cool Design Shelties sagde ...

Endnu engang hjertelig tillykke med ham. Held og lykke på lørdag :) Regner med han sagtens kan finde ud af at tage en tur herned sydpå sammen med jer :)

Cool Design