I går var en stor dag. I går blev min første sheltie nogensinde 10 år gammel. 10 år. Det lyder måske ikke af meget, men for mig er Sheila 10 år, næsten 8 år for meget.
Sheila købte jeg selv da jeg var 14 år gammel. Jeg ønskede mig inderligt en hund, min egen hund, og valget faldt på racen shetland sheepdog. En beslutning jeg bestemt ikke har fortrudt i dag. Jeg købte Sheila hos en lille kennel, der ikke eksisterer i dag, og kan huske at jeg var den mest lykkelige pige da vi hentede hende. Hun var og vil altid være min guldklump. Jeg skulle selvfølgelig gå til træning med hende, og vi startede til lydighed i Sorø hos Emmy. Jeg gik sågar op til lydighedskonkurrencer i Dkk, hvor vi fik fine resultater. Sheila har altid været en hund, der ville gøre alting for at gøre mig glad. Da hun var gammel nok, begyndte vi så til agility. Her startede vi på Noa gård, og var rigtig glade for at gå. Takket være Johanna, der fik os i gang, åbnede der sig en helt ny verden for os. Sheila elskede det! Hun var desværre ikke så hurtig, men vi kom dog op både i spring 3 og agility 3 i Dkk.
Sheila har fulgt mig gennem tykt og tyndt, og hun har en plads helt dybt inde i mit hjerte. Jeg elsker den hund højere end hvad der er muligt.
Sheila har haft et par uheld gennem livet. Bl.a. har hun gået med gips på det ene bagben, idet hendes pote var blevet knust af en sten der væltede ned lige på den. Det sidste års tid har hun desuden været igennem et svært sygdomsforløb, hvor jeg har måtte synke en ekstra gang hos dyrelægen og overveje situationen. Heldigvis har der de sidste to mdr. været klar bedring, og alt det hun havde tabt sig har hun nu igen taget på, så hun har noget at stå imod med. Hun bor hjemme hos mine forældre, og elsker når jeg kommer hjem. Jeg har haft hende med i lejlighed, og i min første lejlighed i Odense, der var det Sheila der holdte mig med selskab. Jeg kunne dog se på hende, at hun ikke trivedes helt så godt, når hun var alene, i forhold til når hun gik herhjemme med de andre hunde. Hun elsker selvfølgelig når jeg kommer "hjem", og jeg smider som regel alle mine tasker når jeg kommer indenfor døren, for jeg ved at Sheila som det første springer op i mine arme. Gennem hendes ti år har hun også oplevet at blive mor. Hun blev parret med Tazz og fra dette kuld beholdte jeg selv Ayoe.
Sheila har fulgt mig i tykt og tyndt, og jeg har fulgt hende. Hun har i 10 år været min bedste ven, som altid kunne muntre mig op, når jeg var trist, og hendes snude mod mine hænder har altid været den bedste medicin. Var det ikke for hende, var jeg ikke det menneske jeg er den dag i dag. Hun har lært mig, at selvom jeg tog til fest og kom sent hjem, så var der stadig en der stod søndag morgen og forventede at komme til træning eller stævne.
Var det ikke for Sheila, så havde jeg heller ikke kendt mange af de skønne mennesker der i dag findes i min omgangskreds. Hun har åbnet en ny verden for mig, og hun har altid været min trofaste klippe i denne verden. I hendes brune øjne har jeg altid kunne finde tryghed.
Jeg håber at jeg har Sheila de næste mange år, og selvom tanken om at hun ikke skulle være her mere knuser mig, så ved jeg godt at jeg kun har hende til låns. Den tid jeg har hende, skal derfor være den bedste tid i verden for hende. Der er ikke det jeg ikke vil gøre for hende, og jeg ved at hun vil gøre alting for mig.
Stort tillykke til Bækbo's Bitte, (der blev knapt så bitte).
Sheila - hurra hurra hurra!
