Den store hvide
krave. Det var hvert fald et must. Du var en af de sidste tilbage. Den eneste
med en stor hvid krave. Det var skæbnen. Som du lå der, som et lille marsvin,
kun få dage gammel, vidste jeg, at du skulle være min. At jeg blev nødt til at
være din.
Jeg mærkede dig endnu
før jeg kunne se og høre dig. Du duftede af frihed og lykke. Om end jeg slet
ikke vidste, at de dufte fandtes, eller endog hvordan de duftede. Du tog mig
med og jeg var din. Ligesom du var min.
Du kastede en skygge
stik modsat alle andre. Din var fuld af ubetinget kærlighed, tillid og
godmodighed. Din skygge var min skygge. For hvor end jeg færdes, var også du.
Og starten på mine skridt afsluttede du med et spring. Som oftest i min favn og
ganske overraskende sprang du ind i mit hjerte.
Du viste mig så meget
mere, end jeg nogensinde turde drømme om fandtes. Du gav mig verden og jeg gav
dig mig selv. Når jeg kiggede op imod solen, så jeg dine øjne stråle tilbage.
Når jeg tog et skridt var du altid ved min side.
Jeg tog dig med i min
verden. Indtil den dag du blev det.
Min verden. Det stoppede du aldrig med at være. Hvad end jeg lavede havde jeg
dig med i mit hjerte. Hvis ikke ved min faktiske side. Alle mine rejser var med
og ofte på grund af dig. Tak for det. Alle de oplevelser du gav mig.
Du tog mig med
overalt. Jeg mødte så mange andre lig mig selv. Jeg kunne se på dem, at de
følte præcis som jeg når de kiggede op imod solen. Jeg var aldrig sur på dig.
Hvorfor skulle jeg være det? Du var min verden. Indtil det sidste.
Du var der når jeg strålede. Du var der når jeg
snøftede. Jeg kunne mærke den blide vægt fra dig på mine ben. Den dybbrune
uendelighed fortalte mig, at jeg var elsket og de små dråber af omsorg brændte
igennem mine bukseben og overbeviste mig om, at alting nok skulle blive okay
igen. Du var her jo.
Du lukkede mig ind.
Det vidste jeg godt. Helt derind, hvor det kun var dig og mig. Jeg var så glad.
Det må du vide. Jeg vidste at det hverken var dig, der valgte mig eller
omvendt. Det var bare meningen. Det kunne jeg mærke når jeg lagde mig ind til
dig, og du tog imod mig.
Jeg holdte om dig så
tit jeg kunne. Din pels kildede på mine kinder, i min næse. Føltes som silke på
mine læber. På din pande plantede jeg min kærlighed hele tiden. Jeg tror du
synes jeg var lidt irriterende nogle gange. Men ofte fik jeg det hele tidobbelt tilbage.
Jeg bedte aldrig om
noget. Det var ikke nødvendigt. Du gav mig alt jeg havde brug for.
Jeg bedte dig om
alting. Selvom du ikke altid forstod hvorfor eller hvad du skulle give, så gav
du mig alting. Du må vide, at jeg gav dig alting tilbage. Så godt jeg kunne.
Jeg tror, at du var bedst. Til at give. Især uden at bede om noget igen.
Vi startede rejsen
sammen. Igennem verden. Nu er den slut. Vores rejse. Og jeg nød hvert sekund.
Jeg har jagtet hver kat mine øjne kunne se. Jeg har sagt alt det, jeg har at
skulle sige. Jeg har sprunget alt det, jeg kunne. Jeg har puttet med dig hvert
minut vi kunne.
Jeg har trådt hvert
skridt mine poter kan træde. Dette er mine sidste skridt. På vej ud af dine arme. Men
aldrig på vej ud af dit hjerte. Du blev min verden. Efter du gav mig den.
Vi skal sige farvel
nu. Jeg ved det godt. Du behøver ikke sige noget. Jeg håber du ved, hvor meget
jeg elsker dig. Du er min verden. For nu og for altid.
Det måtte blive et farvel til Sheila. Hun har i løbet af de sidste 10 måneder undergået to operationer for at få fjernet en kræftknude i ansigtet. Hun har de sidste mange år haft en defekt bugspytkirtel, med den konsekvens, at hun ikke kunne få hvilken som helst slags mad. Vi håbede med den sidste operation for to måneder siden, at hun ville kæmpe igennem og vi kunne få fornøjelsen af hendes blide og kærlige sind, sjove og glædesfyldte humør nogle år endnu. Men hendes 12 år gamle krop kunne ikke mere. Sheila kunne ikke mere. Hendes krop sagde nej til mere behandling, og i de sidste dage gik det så forfærdelig hurtigt ned ad bakke. Vi stod og så magtesløse til imens vores skønne Sheila sagde farvel til os og svandt mere og mere ind. Valget var taget for os, og søndag aften valgte vi selv at sige farvel til Sheila. Hun fik lov til at slutte hendes dage i hendes elskede have, hvor hun kunne forsvinde i hendes egen fantastiske verden og være væk i flere timer. Alle de huller i haven hun gravede efter kødben eller skatte - nu ligger hun til evighed i hendes have.
Jeg er på én gang taknemmelig og fyldt med gråd. Fyldt op af salte dråber over et farvel, jeg i de sidste 12 år har benægtet nogensinde skulle siges. Over at jeg aldrig mere skal kysse hendes pande og kigge i hendes mandelformede brune øjne. Over at det dumme kræ er væk. Og taknemmelig for at jeg fik lov til at opleve et så fantastisk væsen som Sheila var. Hun lærte mig mangt og meget, og jeg ville slet ikke være den person jeg er i dag, hvis ikke det var for hendes måde at lære mig tingene på. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har fået lov til at opleve ubetinget kærlighed fra et væsen, der altid tog min side, og som altid var ved min side.
Uden Sheila ingen Kennel Shenaja. Vores kennel vil altid være i Sheilas ånd - navnet Shenaja er ikke kun stærkt inspireret af Sheila, men også en blanding og mit og hendes navn.
Hun var den dejligste blomsterbi i verden. Tyren Ferdinan. Sheila-madila.
Jeg har ikke flere ord at skrive for ingen ord kan beskrive den følelse jeg sidder med i kroppen lige nu, eller den følelse jeg har haft til Sheila de sidste 12 år. Tak Sheila for alting du har givet mig. Jeg håber, at jeg gav dig alt du nogensinde drømte om.
Til Sheilas ære.
